28. maj 2017
Log ind     
     
 

SQUARE DANCE



Square Dance er amerikansk folkedans, der danses under ledelse af en caller (danseleder).
Dansen er en blanding af mange europæiske folkedanse opstået mellem nybyggerne i Amerikas kolonisering. Mange calls (indlærte figurer) vil kunne genkendes af danske folkedansere.
Musikken er rytmisk og iørefaldende, ofte med country- og westernpræg, men også jazz og pop bliver brugt.

Square Dance adskiller sig væsentligt fra andre danse ved, at den ikke kan læres udenad, men er baseret på calls, der af calleren, under dansen, sammensættes til en helhed. Danserne ved således ikke på forhånd, hvordan dansen udvikler sig.

Hvor Traditionel Square Dance omfatter danse i squares (kvadriller), round dances (store kredse) og contras (rækkedanse), danses Modern Square Dance hovedsagelig i squares.


MODERN SQUARE DANCE


Modern Square Dance er, udover at være USA's officielle folkedans, også international, idet den danses ens overalt i verden af ca. 6 mill. dansere.

Modern Square Dance opdeler dansen i flere programmer, der efter antal indlærte calls kaldes: MAINSTREAM, PLUS, ADVANCED og CHALLENGE. Danserne kan således deltage i det program, der svarer til de indlærte calls.

Et call kan bestå af fra 2 til 32 trin, eller endnu flere, og kan af calleren sammensættes til uendeligt mange variationer. Modern Square Dance ændrer sig hele tiden, idet der til stadighed tilføjes nye calls, mens andre udgår. Dansemusikken er munter med en smittende rytme.

Square Dance er ingen konkurrencedans, idet der ikke findes mesterskaber i dansen. Tværtimod drejer det sig om samarbejde med 8 dansere, for at få sammenhæng i dansen. Der kræves koncentration og sans for helheden.

Tøjet der anvendes, er festligt og tillempet amerikansk western mode.

Callerens sprog er engelsk, så lidt skole engelsk er godt, men ikke nødvendigt. Mange børn og voksne helt uden engelskkundskaber klarer sig glimrende.

Modern Square Dance er en udfordring,
der giver god kondition til både hoved og krop.
Men alligevel ikke mere end alle kan være med.


DANSKE KLUBBER


Modern Square Dance er danset i Danmark igennem mange år. Men først omkring 1987/88 kom der for alvor system i tingene.
I dag dækker Square Dance klubber en stor del af Danmark (se under
klubber) og repræsenterer omkring tre tusinde der danser Modern Square Dance.
Nogle af klubberne har specialiseret sig i bestemte programmer og optager måske ikke nybegyndere. Spørg den enkelte klub.

De danske klubber starter deres undervisning fra sidst i august/først i september og afslutter omkring maj, hvor danserne har gennemgået samtlige calls for et program.
De fleste klubber tilbyder nye dansere gratis undervisning et antal gange så man uden udgift kan prøve om det nu er noget. Danserne vil her allerede efter 2 prøve aftener kunne se sammenhænget i dansen.

Prisen for at deltage svinger fra klub til klub, men er alligevel særdeles lav sammenlignet med andre sportslige arrangementer. Grunden hertil er selvfølgelig at der kun skal økonomi til at dække eventuel lokale leje samt instruktør. Her er ikke tale om nogen form for levevej for nogen.

Klubberne afholder hver især fællesdanse fordelt på varighed fra 3 timer op til weekend arrangementer fra fredag aften til søndag eftermiddag. Prisen for at deltage heri er selvfølgelig meget varierende afhængig af om der er tale om en 3 timers dans med klubbens egen caller eller der er tale om en weekend med udenlandske callere.

Søger du en fritidsinteresse som hele familien kan være med i og som hele familien har råd til at deltage i er Modern Square Dance lige sagen.

Square Dance er venskab sat til musik.

 
     
   
Copyright 2016 Danish Association of American Square Dance Clubs    Vilkår for anvendelse    Om beskyttelse af private oplysninger